Vi har fokus på nøglebegreberne: Udvikling, oplevelse og udforskning.
- Børnene skal have kendskab til naturen og naturfænomener
- Børnene skal lære at have respekt for naturen
- Børnene skal lære årstidernes skiften
- Børnene skal have kendskab til elementerne, herunder vind, vand, jord, ild og luft
- Børnene skal lære dyrelivet i nærmiljøet at kende
- Børnene skal lære at passe på vores fælles jord, herunder affaldshåndtering og miljøpåvirkninger
- Børnene skal stifte bekendtskab med tilblivelsen af mad
Christianiacyklerne
I Lønneberg har vi tre Christianiacykler som hver kan rumme fire børn.
Generelt så tager vi ofte på tur. Både gåture, ture med offentlig transport eller på vores cykler. Det betyder, at vi både undersøger naturen i vores nærområde.
Vi bruger også naturens materialer til mere kreative aktiviteter. Det kan være at samle birk, brændenælder og andre planter. Derudover samler vi nødder, kogler, blomster og andet som vi kan bruge til at lege og kreere med.
Vi ønsker at inddrage naturen på denne måde, så børnene lærer at bruge og benytte naturen. Vi ønsker at gøre dem trygge i naturen og give dem glæden ved at færdes ude.
At passe godt på naturen og miljøet er en stor del af vores daglige virke, og vi ønsker at give børnene en miljøbevidsthed med i rygsækken.
Når vi går ture, så taler vi ofte om det vi ser og det betyder, at når vi ser skrald smidt rundt omkring, så taler vi om, at det er forkert og hvis det er muligt, så samler vi op og smider skraldet i nærmeste skraldespand. Vi smider ikke selv skrald i naturen, men samler skraldet, sorterer det og smider det der, hvor det hører til.
At børnene i Lønneberg får en forståelse for hvem de selv er, og hvad de selv kan. De skal være så selvhjulpne og selvstændige når de forlader Lønneberg, at de er parate til en hverdag i skolesammenhæng.
Rytmik
Vi opdeler børnene i mindre hold, for at give plads til alle. Vi laver forskellige sang- og motoriklege, som både styrker de tre primærsanser og som udvikler børnenes sprog og ordforråd.
De tre primære sanser:
Labyrint-sansen: Sidder ved det indre øre i tre buegange, som er fyldt med sej væske, der flytter sig, når man bevæger hovedet. Det er et tredimensionelt system, der hele tiden fortæller hjernen, hvad hovedet har gang i. Labyrint sansen er vigtig for vores balance og er den ikke i orden, vil man ofte føle sig svimmel. Den trænes eksempelvis ved at stå på hovedet, rulle, gynge og hoppe.
Følesansen: Sidder i huden og i slimhinderne og de skal stimuleres, hvis man skal lære kropsbevidsthed. Det sker ved berøring, massag og ved at gynge. Børnene skal have lov til at have bare fødder, så de på fødderne kan mærke kulde, varme og forskellige underlag. Generelt skal børn have mulighed for at sanse med kroppen.
Stillingssansen: Er placeret i led, sener og muskler. Små modtagelsessendere arbejder sammen med hjernen om, hvilke bevægelser, man vil lave. Stillingssansen sørger for, at vi kan udføre vores bevægelser. Stillingssansen har brug for følesansen og labyrintsansen for at kunne udføre de bevægelser vi ønsker. Eksempelvis at løbe ned fra en bakke.
(Delvist hentet fra: Vibeke Bye Jense: Motorik: Træn de tre sanser. I: Børn & Unge nr. 02/2009).
Vi arbejder med de tre primæresanser dagligt og i fokuseret grad til Rend og hop.
Dialogisk læsning
Dialogisk læsning er et sprogpædagogisk værktøj der har til formål at øge børns ordforråd og styrke deres kommunikative kompetencer. ”Dialogisk læsning hjælper børnene til bedre at komme i dialog med andre børn, at lege og være sammen om hverdagslivets aktiviteter: kort sagt, at blive en del af det sociale fællesskab”
Selvhjulpenhed:
At gøre børn selvhjulpne er implicit i vores arbejde. Ved at børnene bliver mere og mere selvhjulpne, så øger vi deres selvtillid og selvværd, når de får oplevelsen af, at de kan selv og at de lærer noget nyt. Det betyder i den lange ende, at de bliver livsduelige, hvilket er et mål for os. For at arbejde med vores mål, er det vigtigt at implementere idræt og bevægelse som en del af vores daglige virke.
I dagligdagen så sørger vi for, at børnene bevæger sig, når det er muligt og når det falder naturligt. Vi øver at børnene selv tager deres tøj af og på. Både når de skal sove og når de står op. Det samme gør sig gældende, når vi skal ud af huset. Vi tager ofte på ture ud af huset og oplever forskellige naturfænomener. Vi går med de store børn og med de små som lige har lært at gå, har vi klapvogne med, så de kan prøve at gå til de bliver trætte, og så kan de komme op og sidde igen. Vi undgår så vidt muligt at bære på børnene, men i stedet at være i børnehøjde. Når vi spiser, så får hvert barn tallerken, bestik og kop. Børnene hjælper med at hente madvognen og dække bord. De øser selv mad op på deres tallerken og vand i deres glas, og de spiser selv med deres bestik. Når de har spist, så hjælper de med at tage af bordet, ved at sørge for, at deres egen tallerken, bestik og kop kommer over på madvognen igen.
Fri for mobberi:
Vi arbejder med Fri for Mobberi. Fri For Mobberi er et forbyggende anti mobbe koncept fra Mary Fonden og Red Barnet. Lønnebergs mål med fri for mobberi er at oparbejde en solid kultur blandt børnene med fokus på en sund fælles social referenceramme. Konkret bruger vi Fri for Mobberi til samlinger og formiddagsgrupperne, hvor børnene, og den voksne, snakker sammen ud fra bl.a. samtaletavler og historier som er med til at sætte fokus på konfliktløsning, empati og hvordan man er en god ven. Fri for mobberi beskriver selv konceptet således:
Fri for Mobberi er bygget op omkring fire grundlæggende menneskelige værdier, som vi mener, er vigtige at integrere i hverdagen for at arbejde med antimobning - og for at skabe en forskel for børnene. Værdierne er gennemgående i hele programmet og der arbejdes på forskellige måder med dem blandt børn, forældre og fagfolk. Forskningen og de positive tilbagemeldinger taler deres tydelige sprog: Mange oplever mere omsorgsfulde børn som resultat af at have fokus på, hvordan vi værner om de gode børnefællesskaber, der er så vigtige.
Fri for Mobberi bygger på at:
- mobning blandt børn er de voksnes ansvar
- en forebyggende indsats er nødvendig for at bekæmpe mobning
- inddrage tilskuerne til mobning
- udvikle børnefællesskaber der bygger på fire værdier: tolerance, respekt, omsorg og mod
tolerance - at se og acceptere forskelligheder i børnegruppen og behandle hinanden som ligeværdige. Se forskelligheder som en styrke for både det enkelte barn og gruppen.
respekt - at acceptere og tage hensyn til alle børn i gruppen. At være en god kammerat over for alle. At rumme forskelligheder og respektere andres forskellighed og væremåde.
omsorg- at udvise interesse, medfølelse, bekymring og hjælpsomhed over for alle børn – både de små, store og over for jævnaldrende.
mod - at sige fra og markere egne grænser og sige til, når man ser børn, der overskrider andres grænse. At være en god kammerat, der reagerer på uretfærdighed.
I Lønneberg arbejder vi struktureret med fri for mobberi konceptet. vi deler børnene op i mindre grupper, vi kalder dem venskabsgrupper, og ud fra materialet snakker vi både om de konstruerede situationer som ligger i mobberi kufferten, og vi snakker også frit om de ting der må fylde i børnegruppen.
Fri for mobberi (se: alsidig personlig udvikling)
Strukturerede pædagogiske aktiviteter i dagligdagen
Vi arbejder særligt med vores formiddagsaktiviteter. Lønneberg består af forskellige mennesker af med mange forskellige baggrunde og traditioner. Det ser vi som en stor styrke i vores arbejde med kulturelle udtryksformer og værdier, da netop vores forskelligheder og ligheder er meget håndgribelige at italesætte. Konkret arbejder vi med målene ud fra vores planlagte pædagogiske aktiviteter.